Sælger dine foredragstekster foredrag?
Dette er et vigtigt spørgsmål for enhver foredragsholder, der ønsker at sælge foredrag enten via egen hjemmeside eller et foredragsbureaus hjemmeside. Og, du skal virkelig både spidse ørerne – og blyanten – når du læser dette, for på dette område kan du forvandle meget interesse til egentlige køb.
Mange foredragstekster er skrevet til målgruppen (dem, som du selv ønsker skal HØRE dine foredrag). De er skrevet med det formål, at sætte foredragsholderen så interessant i scene, som overhovedet muligt – i forhold til målgruppen. Jamen, det lyder vel heller ikke som den dummeste ide? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Min pointe er, at du altid skal afgøre, om teksten skal sælge til din målgruppe eller til din købegruppe (de personer i private- og offentlige virksomheder, der skal booke dit foredrag), og her er en verden til forskel. Du skal være klar over, at den kommunikation, som du skal bruge til at sælge dine foredrag til foredragskøbere– er en helt anden end den du skal bruge, til at få folk til at købe dine åbne kurser og foredrag, dine bøger og eventuelle andre ydelser.
Hvis du er super dygtig på et emne – og en af de førende, så vil du kunne skabe dig en ”fanskare” blandt personer, der er interesserede i emnet, og de holdninger, som du har til dette. I forhold til dem har du stor handle frihed. Med denne målgruppe har du et interesse/ emnefællesskab, og har du først vundet tilliden og troen hos denne gruppe, kan du tillade dig meget – jo mere DIG jo bedre, kan man sige. Men, det er sjældent dem der booker dine foredrag. Denne gruppe vil typisk høre dig, hvis du optræder til åbne foredrag.
Når jeg skriver til jer foredragsholdere, så skriver jeg med det formål at please jer, og har udelukkende fokus på at skrive noget, der rammer jer. Jeg kan ikke samtidig please eventuelle virksomheder, der gerne vil booke mig til at fortælle dem om, hvordan foredragsholdere skaber værdi – i så fald skal det være i en separat nyhedsmail/ på et andet site, hvor jeg skriver direkte til foredragskøberne.
Når du skal gøre dig interessant over for foredragskøbere, skal du undgå at gå for langt ned i detaljer.
Foredragskøbere søger tryghed, og den rette tekst hjælper dig med at skabe denne. En god og konkret foredragstekst giver køberen ro. Og det er ikke så lidt vigtigt – laver personen der booker dig en fejlbooking, så er det hans eller hendes røv, der bliver ristet. Husk at du kommunikerer til mennesker – jo mere de kan mærke dit hjerte banke, jo bedre. Tal til deres følelser og behov – langt mere end til deres hjerner.
Køberen ser på om du fremstår som en god foredragsholder – og en sikker investering. Er du humoristisk, har du en god referenceliste, er der nogen markante anbefaler dig, er du klar i spyttet. De ser på om du er personen, der kan møde de BEHOV, som skal dækkes. Du kan være nok så klog, have masser af uddannelser, meninger osv., men kommunikerer du dette for tungt, kedeligt, opremsende osv. så er der stor risiko for, at køberen står af midt i læsningen.
Så det korte og det lange er. Tjek dine foredragstekster – gør dem unikke og sørg for at de er sælgende, hvis det er intentionen. Udover bogen, “Tysk humor gennem 100 år”, så findes der bare ikke noget mere kedeligt, end selvfede og informerende foredragstekster.

Kære Anders.
Igen, igen, tak for dine PRÆCISE vinkler. Jeg ser, at jeg har en del “hjemmeopgaver”. Tak for dem – og dig.
Kære Birgit,
Tak for din kommentar – og ja, “hjemmeopgaver” er der mange af som foredragsholder, men ryk endelig på dem – det virker ;-)
Kære Anders
Kunne du måske give et eksempel på hvordan de to tekster kan være forskellige? Altså hvad der helt konkret kan stå i en tekst med bookeren som målgruppe, sammenlignet med en tekst der har tilhørere som målgruppe. Eller måske har du et link til en af dine posteringer som allerede giver den slags eksempler, men som jeg bare har overset… :)
Kære Anette,
En tekst til målgruppen er det letteste – den skal bare være lige ud af posen og handle præcis om det du ved mest om – målgruppen deler interessen for dine emner. Så her skal du bare vise og overbevise om, at du ved hvad du taler om, og gøre dine tekster interessante og personlige.
Når du skriver til køberen – den person, der skal booke dit foredrag – så skal du give denne sikkerhed for at du er den rigtige at booke. Du skal beskrive hvilke behov hos målgruppen, dine foredrag dækker. Og du skal overbevise om, hvorfor de skal vælge lige netop dig. Nogle af de spørgsmål bookeren stiller sig selv (og som din tekst skal give sikkerhed omkring) er;
Er du underholdende eller kedelig?
Har du før leveret foredraget med succes?
Hvad adskiller dig fra konkurrerende foredragsholdere?
Har du erfaring som foredragsholder?
Hvilke fokus områder har du?
Hvordan har lignende målgrupper modtaget dit foredrag?
Hvad forvandler du præcist hos målgruppen?
Hvad kan målgruppen, når du har præget den?
Håber, at det var lidt inspirartion :-)
KH/ Anders
Ja! Fedt! Når jeg læser dine råd tænker jeg hele tiden på hvor parallelt det er til de ting det kræver at skrive en bog. Det er meget det samme man skal gøre. Identificere et behov, vise hvordan man kan løse det, og så overbevise om at man rent faktisk kan gøre det. Men du giver alligevel en lidt anden vinkel der er ret spændende og mere levende. Tak for det!
Nu kan jeg næsten ikke vente med selv at gå igang..
Tak for det :-)