Opbyg dine kontaktdatabaser fra i dag!

Af Anders Gisselmann, www.one2speak.dk
Noget af det jeg fortryder mest, når jeg kigger tilbage på det samarbejde jeg har haft med foredragsholdere gennem de seneste 10 år, er at jeg ikke i tilstrækkelig grad har insisteret på, at alle foredragsholdere fra foredrag nr. 1, SKAL have et stærkt fokus på at opbygge databaser til fremtidigt brug. Databaser giver dig adgang til selv at kunne påvirke andre mennesker, hvilket kan blive guld værd. Uden kontaktinformationer og mulighed for at påvirke dine købegrupper, har du reelt ingen sikkerhed for, at du bliver set og hørt.
Jeg kender mange foredragsholdere, der har holdt foredrag i 10 år og til trods for dette her de under 500 e-mail adresser på deres nyhedsmail. Det er en slem skam. Det er ikke sikkert at du lige nu ved, hvad du vil skulle bruge 5 forskellige databaser med 800 e-mail adresser til – men tro mig, du får brug for dem meget snart.
Find din niche og fokuser dit indhold
En vigtig pointe omkring opbygningen af f.eks. din nyhedsmail database er, at det ikke er antallet af modtagere (kvantiteten) du skal fokusere på, men derimod kvaliteten, dvs. at dem der modtager dine nyhedsmails, rent faktisk også åbner disse, læser dem og i sidste ende køber dine ydelser. Dette sikrer du nemmest, ved at finde en niche og holde fokus på denne. Taler du om et meget overordnet område, så fokuser dette, og skriv til den målgruppe, som du har mest at tilbyde. Du skal være så fokuseret, at du bliver uinteressant for en stor del af dem du har på din liste. Det vil betyde, at du er super interessant for færre – men meget mere interessante for de øvrige modtagere. Det er langt bedre at have 500 dedikerede modtagere end 50.000, der aldrig åbner din mail, læser hvad du skriver og køber dine ydelser.
Mange vælger kvantiteten og får meget lidt ud af dette. Samtidig skal du gøre din nyhedsmail personlig, og stilen skal være den samme hver gang. Igen, det frastøder nogen men tiltrækker andre. Skriv i et sprog der afspejler dig selv, men tænk over at du skal differentiere dig fra dine konkurrenter, der også sender nyhedsmails ud. Har du været foredragsholder i flere år, har du efterhånden holdt dine foredrag for tusinder af mennesker. Men, hvor mange af disse har du tilladelse til at maile? Og har du husket at få deltagernes mailadresser? Sørg for at du i dine foredrag aktivt søger, at få deltagerne til at tilmelde sig din nyhedsmail, dit fansite på Facebook og dine opdateringer på Twitter. Igen, de deltagere der ikke synes, at du er interessant, undlader blot at tilmelde sig. Men dem du har ramt lige i hjertet, vil haste hjem og tilmelde sig din nyhedsmail og glæde sig til at få ”mere af dig” i fremtiden. Tænk på hvor stærkt du står i forhold til disse!
Når du er ude til foredrag, kan du også lave en række tilmeldingsblanketter, og lade disse cirkulere rundt i lokalet mens du holder foredrag. Det har den samme effekt – du får de rigtige på din liste, og du kan gå hjem og skrive dem ind i din database.
Mange fordele
Når du opbygger dine databaser vil du opleve, at mange personer optræder igen og igen. I så fald er du på rette vej. Det drejer sig nemlig om, at kunne påvirke den samme målgruppe fra forskellige retninger. Undersøgelser viser, at mange potentielle købere først slår til, når de er blevet eksponeret for et tilbud 4 gange. I praksis betyder dette, at hvis du kan påvirke din målgruppe minimum 4 gange, så begynder du at sælge rigtig godt. Er det f.eks. din nye bog du gerne vil sælge, så siger det sig selv, at du ikke kan sende 4 nyhedsmails ud med det samme tilbud om at købe bogen. Så kommer selv dine tilhængere til at fravælge din nyhedsmail. Kan du derimod påvirke den potentielle køber fra 4 forskellige platforme, så er det helt okay og har en langt større effekt. Det kan være, at en person modtager din nyhedsmail, læser din blog, er fan af dig på Facebook, ser dine Tweets, og læser en anmeldelse af din bog i en eller flere aviser.
Formår du at skabe denne effekt, så er du langt!
Når du som foredragsholder før eller siden udgiver en bog, kan du med din egen database sælge langt flere bøger end dit forlag nogensinde kommer til at sælge via boghandlere og biblioteker. Når en bog ikke sælger mere end 1.000-2.000 eksemplarer, skyldes det meget ofte, at forlaget er den eneste salgs –og markedsføringskanal for bogen.
Også når du skriver artikler, indlæg, kommentarer mv. har du brug for dine databaser. Hvorfor skriver du artikler? Jo, det gør vi for at videregive information og holdninger – for at påvirke andre. Vi kan aldrig være sikre på, at vi medierne bringer vores artikler, og når de gør, så ved vi ikke om dem der læser artiklen, er dem vi gerne vil påvirke. Men, hvis vi har et stort univers, som vi samtidig kan sende artiklerne direkte til, kan vi altid være sikre på, at det vi skriver, bliver hørt. Det gør en enorm forskel.
Sælg flere billetter til dine åbne foredrag
Hvis du afholder åbne foredrag, altså foredrag hvor man skal tilmelde sig, så har du sikkert oplevet, at du enten ikke selv kan sælge så mange billetter, som du ønsker – eller at den arrangør, der har booket dig, har svært ved at sælge nok billetter og derfor ønske at aflyse foredraget. Hvis du kan medsælge billetter via dit eget fysiske og virtuelle netværk (dine databaser), så kan du få mere for dine foredrag, eller du kan kræve andel pr. solgt billet. Samtidig minimerer du risikoen for aflysning.
Der er adskillige andre fordele forbundet med at have stærke kontaktdatabaser, så kom endelig i gang med at opbygge disse, så har du et langt bedre muligheder i fremtiden.
- slut -
__________________________
BLIV MEDLEM AF ONE2SPEAK!
Husk at du nu kan blive medlem af One2speak og rykke endnu tættere på viden, inspiration og markante rabatter på sessions, feedback og kurser. Læs mere her
Meget inspirerende læsning. Er netop igang med at opbygge foredrag, blogge og andet på internettet, for at oplyse folk om, at indeklimaet er vigtigt for vores helbred, og velbefindende, At traditionel støvsugning med poser og filtre er mindre befordrende på indeklimaet.
Aquafilter.dk
Fremtidens støvsuger har vandfilter. Vandfilter støvsugere puster ikke støv og svampesporer bagud, når du støvsuger. Vandfilter støvsugere mister ikke sugeevnen, på grund af poser og filtre, du skifter nemlig “poser og filtre” hver gang du støvsuger, de er tilmed verdens billigeste, det er bare postevand fra hanen. Samtidigt renser du luften…