2 års dopingdom til dansk foredragsholder!
Af Anders Gisselmann, www.one2speak.dk
Det har længe undret mig, at doping udelukkende er blevet omtalt som skandale begreb i sportens verden. Lige så stor opmærksomhed doping har fået blandt cykelrytterne, lige så lidt har den fået blandt kulturlivets pinger, hvor den ellers huserer i stor stil. Mens den allestedsværende dopingkværulant nr. 1, Brian Mikkelsen, i mange år havde travlt med at få sportens udøvere ned med nakken, så glemte han fuldstændigt at dopingteste sine champagnekammerater på de bonede gulve. Her klapper vi alle – for det der foregår på scenen – er så flot så flot.
I sportens verden er det simpelt at forstå at doping er præstationsfremmende. Det er logisk, at man vinder sekunder, meter eller andet ved systematisk brug af doping. For mig er det lige så logisk, at der også er masser af præstationsfremmende indtagen blandt scenekunstnere som sangere, skuespillere og foredragsholdere. Det er til gengæld ulogisk, at ingen fokuserer på dette.
For mig er spørgsmålet ikke, om der fremover vil komme dopingsager i kulturlivet. Spørgsmålet er hvornår efterforskningen bliver systematiseret, hvem der tør går forrest i arbejdet og hvordan reaktionerne vil være fra alle interessenterne, der pludselig står med en ”katolsk kirke” sag, hvor alle har holdt hånden over hinanden og blot set dette som ”part of the game”.
Doping var også bare ”part of the game” i cykelsporten, inden det blev ”opdaget”. Flere Tour de France ryttere har fortalt om, hvordan hele feltet fik besøg af det rullende apotek kort tid inden indkørslen til Champs-Élysées, for så at kunne give den maximum tråd i pedalerne på de vitale omgange midt i Paris, for at møde verdenspressen og de tusinde tilskuere på fornemmeste vis.
Doping af scenekunstnere er præstationsfremmende på stort set samme måde som doping er det inden for sportens verden. Scenekunstnere tager doping af de samme årsager:
1) At kunne levere en optimal præstation på scenen/ i konkurrence øjeblikket
2) At kunne træne optimalt op til premieren / op til kampene
3) At kunne udholde sig selv og livet i al almindelighed
Blandt scenekunstnerne er det stoffer og alkohol, der først og fremmest står på menuen. Og, så er det de magiske beta blokkere, der blokerer beta-1- receptorerne i hjertet, hvorved hjertets rytme sænkes og blodtrykket sænkes. Et fantastisk middel mod nervøsitet og sceneskræk.
Hvis vi som pæne danskere skal dømme sportsfolkene, og dømme dem ude, fordi de har brugt for meget astma medicin i en periode, hvor de har trænet intens, så bør vi vel også bortdømme skuespilleren, der har været halvstiv i hele prøveforløbet op til en forestilling, og hver aften når der skal leveres på scenen, dulmer nerverne med beta bloggere og alkohol, eller hvad?
Jeg har arbejdet 5 år i Idrættens Hus med Team Danmark eliteidrætsudøvere og 10 år med professionelle scenekunstnere. Presset på dem, er det samme. Men, det er kun dem fra idrættens verden der bliver knaldet – det kan undre mig, for en cykelrytter på kokain er vel ikke en større synder end skuespilleren med næsen i det hvide pulver?
Min overskrift i indlægget her er selvfølgelig opdigtet. Verden har fortsat til gode at opleve en dopingdømt foredragsholder. Men, den dag Ekstrabladet opsnuser en historie med dette tema, vil der være en foredragsholder, der skal være forberedt på at få sig en god omgang PR.
God post.
Nu om dage skrives der mest om de nyheder, der saelger de fleste aviser, reklamer og faar de hoejeste seertal. En sportsmand, der snyder i en konkurrence, er et emne de fleste kan forstaa.
Et mere nuanceret billede, der viser at feks cykelryttere reagerer som alle andre mennesker under pres, er ikke oensket, for saadan en historie er daarligt nyt for laeseren.
Det betyder nemlig, at ikke bare cykelryttere, men ogsaa tennisspillere, andre sportsfolk, teaterfolk, politikere, ja, alle mennesker laeseren inklusive er menneskelige og ikke altid spiller efter reglerne.
Det er skidt nyt for laeseren, for det betyder, at det ikke er de udskaeldte sportsfolk, der er noget galt med – det er arrangoererne, medierne, og laeseren selv, der er problemet.
Det saelger ikke, saa det bliver lukket. Det var ellers en vaerdifuld historie at faa skrevet, som naevnt i blogposten ovenfor!!!
Jeg forstår godt din pointe, og kan godt give dig ret hvis man skal se det fra en sportsudøvers vinkel. Så vil man sikkert føle det uretfærdigt at alt krudtet bliver brugt her.
Men for mig som forældre er det vigtigste ikke at få knaldet dem som bruger doping, men at sende et kraftigt signal til vores børn som måske er kommende sportsfolk. Og så ved jeg godt at nogen vil sige: Jamen vores børn kan da også være kommende musikere og skuespillere… Yes, men langt den største del af vores børn bliver i en tidlig alder introduceret i sportens verden, og langt færre, og langt senere for livet på en scene.
Derfor er det for mig helt naturligt at man bruger krudtet der hvor man rammer mængden.
Hovedformålet skal som sagt ikke være at knalde doperne, men derimod at opnå den største signalværdi.